Thou darksome deep! the Dane's pathway Receive thy friend! whose spirit warm As thy waves rise against the storm, 'Midst song and mirth life's path I'll tread, And hasten to my ocean-bed Through fame. FÖDELANDET. AF PROFESSOR THOMAS THAARUP. Du Plet af Jord! hvor Livets Stemme Steg förste Gang fra spæde Bryst; Hvor Himlen gav mig at fornemme Det förste Glimt af Livets Lyst; Der, hvor jeg lærte: Moder! stamme, Og förste Fied ved hendes Haand; Der tændtes Gnisten til den Flamme, Som brænder for mit Födeland. Og naar i Barndoms blide Dage Med Længsel ilte vi tilbage Til moderlige Hiem igien. THE LOVE OF OUR COUNTRY. BY PROFESSOR THOMAS THAARUP, OF COPENHAGEN. THOU spot of earth, where from my bosom And when in childhood's quiet morning Hver Höi, hver Dal, som gav os Glæde, Og henrykt Manden seer de Steder, Fra Öst, fra Vest, mod Polers Ende, Hvor en fornuftig Stemme löd, De samme Luer varigt brænde, Som Himlen, som Fornuften böd, Af denne ædle Lue brændte De fordums Helte af vort Land, Skiöndt de kun tvende Pligter kiendte: At elske og at döe som Mand; Saa glemte HIALTE Elskerinde, Og Födelandet ene saae, Og faldt for det. Hans Troskabs Minde Som Bautastenen varigt staae! Each hill, each dale, that shared our pleasures, Becomes a heaven in memory; And ev'n the broken veteran measures With sprightlier step his haunts of glee. Through east, through west, where'er creation The son of Greenland's white expansion The cot is his embattled mansion, Such was the beacon-light, that guided |